Viroth’s Hotel er et stilfuldt boutiquehotel i hjertet af Siem Reap, som er kendt for sin rolige atmosfære, varme service og elegant, midcentury-inspireret design i smuk forening med det traditionelle cambodjanske kunsthåndværk.
Hotellet ligger i det charmerende Wat Bo-kvarter i gåafstand fra restauranter, marked og floden og en kort køretur på kun et kvarter fra templerne ved Angkor Wat.
Med kun 35 værelser føles Viroth's Hotel intimt og eksklusivt. Værelserne er lyse og rummelige med rene linjer, grønne planter og balkoner. Udenfor finder I en 20 meter lang indbydende pool omgivet af palmer, en lille spa og en god restaurant/bar med fokus på friske, lokale råvarer. Her kan I slappe af i en liggestol med en forfriskende drink fra poolbaren eller nyde en skøn behandling i hotellets spa efter en dag i de varme templer.
Hotellet har sin egen restaurant, hvor I kan nyde både autentiske khmer-retter og internationale favoritter. I kan vælge at spise i restauranten med aircondition, i den åbne restaurant udenfor eller under stjernerne ved poolen.
Personalet på Viroth's Hotel er kendt for deres varme gæstfrihed og opmærksomhed på de små detaljer – lige fra kolde håndklæder ved ankomst til myggespray og parasoller, når I går ud. De står altid klar til at hjælpe med at arrangere transport, tempeludflugter eller en tur i en af hotellets ikoniske vintagebiler.
Viroth’s Hotel er et sted, hvor komfort, enkel luksus og afslapning går hånd i hånd – perfekt som base for både sightseeing og ro mellem oplevelserne.