Regionen mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav har i årtusinder været en korridor mellem øst og vest - et knudepunkt for handel, magt og ideer.
Her passerede karavanerne på den gamle Silkevej, lastet med silke, krydderier og fortællinger fra fjerne egne. Byer som Tbilisi, Baku og Jerevan voksede frem som mødesteder for handlende, håndværkere og kunstnere – og her opstod den mangfoldighed af sprog, religioner og traditioner, som stadig præger regionen dag.
De tre kaukasiske lande, Armenien, Georgien og Aserbajdsjan, har været under mange herredømmer gennem tiden. Perserne, romerne, osmannerne og russerne har alle sat deres aftryk, og hvert lag af historien ses stadig tydeligt i arkitekturen, i maden og i menneskene. En moské kan her sagtens stå side om side med en kirke, og et sovjetisk betonmonument kan rejse sig ved siden af et oldgammelt vagttårn.
I nyere tid blev regionen en del af Sovjetunionen, og selvom det bragte en positiv udvikling i uddannelse og infrastruktur med sig, betød det også kulturel ensretning og tab af frihed. Da imperiet brød sammen i 1991, begyndte landene at finde sig selv igen – båret af en solid blanding af nostalgi, stolthed og ny energi.
I dag står Kaukasus på egne ben. Historien er stadig tæt på, men fremtiden er også tydelig. Du mærker fremdriften i de unge mennesker i Tbilisis gader, i de restaurerede klostre i Armenien og i Bakus futuristiske skyline.
Fortiden har selvfølgelig formet regionen – men definerer den ikke længere.
Og måske er det netop dét, der gør Kaukasus så spændende og til en region, hvor historien ikke bare er noget, man ser – men noget, man stadig kan mærke.
