Mexicos hjerte og togrejse gennem Kobberkløften Dagsprogram

Vi spiser morgenmad og gør os klar til dagens udflugt, der bliver en rejse langt tilbage i tiden og den mexicanske historie.

Hovedmålet i dag er den arkæologiske zone Teotihuacán, som ligger 50 kilometer nord for Mexico City - og bare i sin skala er stedet en imponerende oplevelse.

På køreturen til Teotihuacán passerer vi De Tre Kulturers Plads. Som navnet siger har man i ét kig de tre elementer, der er Mexico: aztekiske templer ved markedspladsen Tlatelolco, ovenpå den spanske kolonitid med Santiago-kirken fra 1527 og omkring pladsen det moderne Mexico.

Herfra kører vi til Teotihuacán, hvor nogle af Mexicos største pyramider - kendt som Sol- og Månepyramiderne - rejser sig over resterne af en ældgammel metropol. Man mener, det var den vigtigste by i datidens verden, og regner med, at op til 200.000 mennesker levede her i Teotihuacáns storhedstid omkring 300-600 efter vor tidsregning.

Teotihuacán er et mystisk sted. Arkæologiske fund viser uovertruffen fint kunsthåndværk, blandt andet obsidianmasker og en imponerende arkitektur med smukke vægmalerier. Men man arbejder stadig på at finde et skriftsprog eller håndskrifter, der kan forklare, hvem der boede i den gamle metropol, hvordan magtstrukturen var og grunden til byens undergang.

Der er mange ubesvarede spørgsmål, men ét er sikkert: Teotihuacán udøvede en mægtig indflydelse både politisk og kunstnerisk så langt væk som Honduras og til det mest østlige af Yucatán-halvøen - og stedet imponerer stadigvæk den dag i dag.

Vores rundtur fører os ind i et af paladserne med vægmalerier og ned ad den lange processionsvej med Månepyramiden for enden. Undervejs imponerer den 63 meter høje Sol-pyramide (det er ikke længere tilladt at bestige pyramiderne), og vi ser "kastellet" med Quetzalcoatl-pyramiden i den sydlige del af byen. Efter besøget i Teotihuacán spiser vi frokost i nærheden af pyramiderne.

På vej tilbage til byen besøger vi Guadalupe-basilikaen som i dag er den katolske kristne kirkes næststørste pilgrimsmål. Basilikaen er et helligt sted i Mexico City og et af verdens mest besøgte religiøse steder.

Komplekset omfatter både den gamle basilika og en moderne, cirkulær bygning med et unikt design, hvor det mirakuløse billede af jomfruen af Guadalupe, ruller forbi publikum på et rullende transportbånd.

Det var her, at mexicanernes højt elskede helgeninde viste sig for en fattig indfødt. 

Vi spiser morgenmad, tjekker ud fra hotellet og fortsætter derefter imod byen Creel, som er vores indgang til Kobberkløften.

Undervejs bevæger vi os først gennem et fladere og så et mere kuperet terræn, og så begynder bjergene ellers for alvor at tage form. Vi er fremme i Creel om eftermiddagen, og undervejs besøger vi området hvor de mennonittiske landbrugssamfund har boet i omkring 100 år.

De første mennonitter ankom til dette område i 1920’erne fra Canada, og stammer oprindelig fra Rusland og Østeuropa. Efter den mexicanske revolution søgte den mexicanske stat tilflyttere som kunne udvikle landbruget i det nordlige Mexico, og mennonitterne havde både stor landbrugserfaring, kapital og en stærk fællesskabsstruktur.

Oprindelig levede mennonitterne som frosset i tiden med enkel livsstil og stort set ingen brug af elektricitet, og dyrkede afgrøder som majs, chili, bomuld og løg. 

Nu om dage har den moderne verden også sneget sig ind hos mennonitterne, og selvom de har opretholdt deres oprindelige sprog (Plautdietsch), deres kirkeliv og egne skoler, så har de siden de ankom til Mexico opbygget en stærk landbrugs- og mejerisektor, der præger Chihuahua i dag. Rent faktuelt betyder det at man ikke ser traditionelle mennonitter i Chihuahua, men i stedet ser veldrevet virksomheder stiftet af mennonitter, som typisk kan være grossistled til landbruget med salg af f.eks. frø, gødning og landbrugsmaskiner. Ligesom mange mennonitter i dag bor i huse der er alt andet end enkle.
Traditionel set giftede Mennonitterne sig kun inden for deres egen gruppe, og forhold og ægteskab med ikke-mennonitter er stadig relativt sjældne, men de sidste årtier er det blandt de mere åbne mennonitter, blevet mere almindeligt med blandede ægteskaber med ikke-mennonittiske mexicanere.

Vi ankommer til vores dejlige lodge i Creel, og mon ikke vi går en aftentur i den hyggelige by.

I dag vågner vi op til en begivenhedsrig dag, som byder på en helt særlig oplevelse. Vi spiser morgenmad på vores hotel, hvorefter vi tjekker ud og kører ned til byens togstation, hvor vi gør os klar til at tjekke ind på det ikoniske tog Chepe Express.

Toget vil de næste dage føre os igennem storslåede natur, de 350 kilometer fra Creel i delstaten Chihuahua til El Fuerte i delstaten Sinaloa længere imod vest.

På vejen kører vi igennem ikoniske landskaber i Sierra Tarahumara, et område også kendt som Barranca del Cobre – eller Kobberkløften. På vejen krydser vores togstamme én af Mexicos mest imponerende bjergkæder på et spor, der fører igennem noget af landets mest uvejsomme terræn med kløfter, dybe slugter og dale, tunneller og broer med kig til spektakulær natur med klippeformationer, vandfald og meget andet.

Vi rejser på 1. klasse på toget Chepe Express, og har undervejs adgang til udsigtsvognene bagerst i toget, en panorama spisevogn,  en barvogn og vores gode pladser i siddevognen, så vi er altså sikret god udsigt uanset hvor vi befinder os på 1. klasse. 

Vi kører igennem Kobberkløften, som kort fortalt er Mexicos svar på Grand Canyon – men bare endnu større! Kobberkløften er seks store – og endnu flere mindre kløfter - som er formet af seks floder, og tilsammen er de fire gange større end deres berømte amerikanske storebror i Arizona oppe nordpå i USA.

At køre igennem dette gamle western-landskab i tog og blive nærmest opslugt af de majestætiske naturscenerier blandt nogle af verdens største og dybeste kløfter og slugter er en enestående oplevelse – og den bedste måde at se dette naturlige vidunder på.

Denne første dag på toget hopper vi af op ad formiddagen efter et par timers kørsel. Vi er stået af i den lille bjergby Divisadero, som ligger i 2.240 meters højde.

Vi skal straks på opdagelse i i Kobberkløften, og kører fra togstationen de ca 15 minutter til Copper Canyon Adventure Park, hvor vi stiger på kabelbanen, Teleférico Barrancas del Cobre, og svæver tværs over kløftlandskabet til udsigtspunktet Mesa de Bacajipare (Estación Mesas) på den modsatte side.

Her nyder vi de vilde panoramaudsigter på en tur langs kanten af Urique-kløften med kig til de omkringliggende “barrancas”, Fotomulighederne her er fantastiske

Vi tager kabelbanen tilbage, og kører til vores hotel der ligger med den bedste beliggenhed med udsigt til Kobberkløften fra alle hotellets fællesfaciliteter- Efter frokost og en kop kaffe på terassen, er vores værelser med egen balkon og udsigt til Kobberkløften klar til os.

Nu forstår man bedre, hvorfor mange (inkl. amerikanere) mener, at Grand Canyon er mindre imponerende. Divisadero er et must-see stop på Chepe Express og betragtes som indgangen til et af de mest spektakulære naturmonumenter i verden - og derfor har vi to nætter her.

Inden solen går helt ned skal vi på en vandretur med en rarámuri-kvinde, som vi vise os noget af livet som rarámuri, men vi går en smuk tur rundt om et klippefremspring, og bliver beriget med de mest fantastiske udsigter i skumringen hvor lyset er så smukt.

Tilbage på hotellet spiser vi middag sammen, og ser frem til endnu en dag med oplevelser i kløften.

Efter nogle fænomenale naturoplevelser i Kobberkløften vågner vi til en dag, der er præget af rejsetimer, idet vi i dag flytter os sydpå til den stemningsfulde by Oaxaca.

Vi spiser tidlig morgenmad og kører derefter til lufthavnen i Los Mochis, hvorfra vi flyver til Oaxaca med en mellemlanding undervejs i Mexico City. Vel ankommet til lufthavnen i Oaxaca kører vi til vores hotel i byens historiske centrum.

Som det første tager rejselederen os med ud på en orienterende byvandring i denne stemningsfulde by, der står stærk som et af Mexicos gastronomiske fyrtårne. Her går du ikke sulten i seng!

Oaxaca by er en hyggelig provinsby med et mangfoldigt kulturliv og dybe rødder, der går mange århundreder tilbage til de oprindelige folk som zapotekerne og mixtekerne, som før den spanske invasion var avancerede civilisationer med en rig historie, sofistikeret social organisation, kunst og stor diversitet.

Delstaten Oaxaca er hjemsted for 16 officielt anerkendte etniske samfund med rødder i oprindeligelige folk – og som hver især har bevaret deres egne sprog, skikke og traditioner på grund af den isolerede, bjergfyldte geografi. Det er flere end nogle af de andre mexicanske stater - og det sætter sit præg på byen.

Oaxaca er fyldt med smukke gamle bygninger i spansk kolonitidsstil, og vi bor centralt. Om eftermiddagen kan du kaste dig over gågader med butikker med alskens kunsthåndværk, tekstiler og gallerier, talrige hyggelige restauranter, bare og cafeer.

I Oaxaca er man stolt af sin indfødte arv, og det ses tydeligt i førnævnte kunsthåndværk og moderne kunstgallerier overalt i byen. Sæt dig ned med en kop god kaffe eller en drink og bare betragt det charmerende folkeliv, som det folder sig ud for dine øjne.

Om aftenen kan vi finde sammen i gruppen og gå ud og spise middag sammen, hvis der er stemning for det.

Oaxaca er ganske smuk efter mørkets frembrud, når hvide og farvede lamper lyser natten op på fortryllende vis omkring byens elskede Zókalo, der trækker med sit farverige og festlige folkeliv.

Har man mod på det, kan man også prøve nogle af de mere særprægede egnsretter, som for eksempel de sprødeste græshopper.

Vi vågner op til manges drøm: En fridag i stemningsfulde Oaxaca.

Dagen er tænkt som en dag, hvor man kan hvile ud, få sjælen med efter de mange oplevelser og samtidig udforske den fantastiske (ja, mange mener dén mest fantastiske) mexicanske by efter egen rytme og behov.

Vi har dog indlagt en valgfri byvandring på et par timer sammen med rejselederen til dem, der skulle have lyst til det. Her tager rejselederen jer med til Jalatlaco-kvarteret, hvor man året rundt kan se vægmalerier på husene, som er malet på den populære højtid De Dødes Dag.

Højtiden ligger i starten af november, hvor man fejrer afdøde familiemedlemmer med udstillinger, installationer og processioner i gaderne. Vi besøger også en lokal kirkegård under byvandringen.

Hvis der er stemning for det, mødes gruppen til fællesmiddag om aftenen på en restaurant, som rejselederen vælger (ikke inkluderet).