Du bliver kørt til Victoria Falls National Park, hvor du sammen med en lokalguide går gennem den fugtige og til tider tågede regnskov helt ud til kanten af vandfaldene.
Betragt de dramatiske Main Falls, Horseshoe Falls, Rainbow Falls og Boiling Point samt øerne Cataract Island og Livingstone Island. Egentlig består Victoria Falls af i alt seks fald, men i perioden fra februar til maj, hvor vandmængden er størst, flyder de sammen til ét stort fald.
Victoria Falls er blandt verdens mest spektakulære vandfald. Her styrter Zambezi-floden majestætisk ned ad basaltklippen og skaber det største sammenhængende gardin af faldende vand på kloden.
Vandfaldenes enorme aktivitet danner en imponerende tåge, der kan ses mere end 50 km væk, og du kan glæde dig til en naturoplevelse ud over det sædvanlige.
Efter gåturen ved Victoria Falls er det tid til frokost på en café med en imponerende udsigt til den berømte Victoria Falls-bro.
Om eftermiddagen kan du slappe af og nyde opholdet på den fantastiske lodge, og om aftenen bliver du hentet på hotellet og kørt til Dusty Road, en traditionel restaurant i hjertet af Chinotimba, den største og ældste township i Zimbabwe.
Fra det øjeblik, du træder indenfor, bliver du en del af det pulserende samfund, hvor lokale handlende sælger deres varer, mens duften af mad fra kulgrillene blander sig med lyden af latter og snak.
Madlavningen på Dusty Road foregår på den autentiske zimbabwiske manér: over åben ild i støbejernsgryder og -ovne, så du kan se frem til en ægte, velsmagende madoplevelse.
Restaurantens stil er glad, jordnær og funky, fuld af sjæl og med et stærkt formål.
Stedet fokuserer på kvinders velfærd, kvindelig empowerment og bevidstheden om zimbabwisk kultur.