Indokina – fra Khmer Rouge til Mekong Dagsprogram
Rundrejse med dansk rejseleder 14 dage fra 23.990 kr.
Dag 1
Afrejse fra Danmark
I dag forlader vi Danmark og flyver mod Siem Reap.
Dag 2
Ankomst til Siem Reap. Afslapning og en gåtur i byen
Velkommen til Siem Reap! Efter at have klaret indrejseformaliteterne i lufthavnen, kører vi til vores hotel, og resten af formiddagen kan vi bruge på at slappe af. Vi nyder en fælles frokost på en lokal restaurant, hvor I på autentisk vis kan stifte bekendtskab med det cambodianske køkken. Det er kendt for sine dejlige, balancerede smage, krydderier og cremede saucer, som alt sammen er med til at skabe dybde og varme i retterne.
Herefter er der mulighed for at gå en tur sammen med rejselederen i den charmerende og historiske by Siem Reap. Her er utrolig hyggeligt med små caféer, lokale markeder og masser at se på. Dagen afsluttes med en middag på en lokal restaurant, hvor vi kan nyde flere af regionens kulinariske specialiteter.
- Frokost
- Middag
Her skal i bo
I dag udforsker vi den charmerende og historiske by Siem Reap.
Dag 3
Siem Reap, sejltur på Tonle Sap-søen. Solnedgang over Angkor Wat
Denne morgen skal vi på en sejltur på Tonlé Sap-søen, hvor vi skal opleve, hvordan befolkningen lever langs bredden i deres hytter på høje pæle eller i husbåde, alt efter sæson.
Vandstanden skifter nemlig dramatisk med årstiden, helt op til 10 meter mellem den tørre periode og regntiden. På visse tider af året er Tonlé Sap Sydøstasiens største ferskvandssø; i den kraftigste regntid fylder den op til fire gange så meget som i den tørre sæson.
Vi sejler forbi en landsby, hvor husene i den tørre tid balancerer på høje stylter, og i den kraftigste regntid kan de stå helt under vand. Selv store skovområder oversvømmes da så voldsomt, at beboerne må holde til i deres både. Vi skal være forberedte på, at befolkningen i dette område lever under trange kår.
Efter en fælles frokost besøger vi Angkor Wat - verdens største religiøse værk bygget til ære for hinduguderne. Hele Angkor-komplekset er opført i det 12. århundrede i Kong Suryavarman II’s regeringstid og udtænkt, som man forestillede sig, der så ud på Meru-bjerget, hvor guderne boede.
Når man ankommer, glider man gennem Angkor Thoms monumentale sydport, hvor elefanter og gådefulde, gigantiske ansigter vogter murerne. Rækker af guder og dæmoner holder den ni-hovede naga som en højtidelig velkomst. Stemningen skifter til en næsten andægtig ro, mens øjnene vandrer over de endeløse relieffer og en overflod af detaljer, som langsomt folder sig ud og får tiden til at stå stille.
Indenfor i det vældige tempelområde er der udhugget udsmykninger som relieffer og skulpturer med motiver fra hinduernes mytologi samt fra krige, som Suryavarman udkæmpede som regent. Her er også flere end 2000 dekorationer med apsara-dansere og mange andre skulpturer og motiver med bl.a. elefanter, aber i slagsmål og meget andet. Et helt igennem enestående område. Historikerne kan fortælle, at det har taget godt 30 år for en enorm arbejdsstyrke at skabe det enestående bygningsværk.
Ud over at Angkor Wat er blevet fotograferet millioner af gange af turister og professionelle fotografer til alskens illustrationer, har motivet af Angkor Wat også fundet en blivende plads i Cambodias flag som symbol for khmerfolkets sjæl.
Vi bliver ved Angkor Wat, indtil solen går ned, og vi håber på, at vejrguderne er med os, så solnedgangen bliver så imponerende som muligt.
- Morgenmad
- Frokost
Her skal i bo
Vi besøger magiske Angkor Wat. Inden for det vældige tempelområde findes der et utal udhuggede relieffer og skulpturer med motiver fra hinduernes mytologi.
Dag 4
Siem Reap, Ta Prohm-templet og Angkor Thom
I dag byder på flere oplevelser i verdensklasse, når vi fortsætter vores udforskning af Angor-komplekset.
Først skal vi se det spektakulære Ta Prohm-tempel, som har fået lov til at ligge uberørt hen – helt overbegroet med store træer og lianer, der bugter sig ud og ind mellem vægge, døre, trapper og tage, som en slags spøgelsestempel i den vilde jungle.
Synet af dette tempel er uforglemmeligt – og en fantastisk kulisse til fotografier, der kan måle sig med dem fra filmens verden. Tomb Raider med Angelina Jolie som kvindelig Indiana Jones blev blandt andet optaget her.
Herfra kører vi videre til den antikke by Angkor Thom, der var tempelkompleksets største kongeby under Kong Jayavarman VII. Byen er indrammet i en firkant af en 8 meter høj mur, som vi passerer gennem via befæstningens imponerende Sydport af solide stenblokke udsmykket med elefanter og fire gigantiske ansigter på vejen mod det centrale Bayon-tempel. Her er en overflod af skulpturer og udsmykninger i gigantiske størrelser på mure og tårne.
På en 100 meter lang strækning møder vi 54 gudestatuer, alle med mandelformede øjne, og præcis lige så mange dæmoner med runde øjne. Alle holder de en slangelignende naga med ni hoveder som beskyttelse af byens velstand, mens en elefant med tre hoveder har lotusblomster, symbolet på buddhisme, i alle snablerne.
Efter besøget spiser vi frokost, og herefter er der fri tid til selv at udforske Siem Reap om eftermiddagen.
Når mørket falder på, går vi i samlet flok til byens natmarked, der er præcis det, navnet antyder – et marked om aftenen og natten, hvor der falbydes eksotiske frugter, grøntsager, kunsthåndværk og meget mere. Et sansebombardement uden lige!
- Morgenmad
- Frokost
Her skal i bo
Vi fortsætter med tempelbesøg i dag til Bayon i den antikke by Angkor Thom. Her møder vi en overflod af gigantiske skulpturer og udsmykninger på mure og tårne.
Dag 5
Velkommen til Battambang, Cambodias næststørste by. Killing Caves og Bat Caves
Efter morgenmaden forlader vi Siem Reap og sætter kurs mod Battambang, Cambodias næststørste by.
Undervejs bevæger vi os gennem et landskab af endeløse rismarker, hvor vandbøfler græsser, og små træhuse på pæle rejser sig langs vejen. Børn leger på de smalle jordstier, mens cyklister og knallerter passerer forbi – et fint indblik i et Cambodia, hvor hverdagen leves tæt på naturen og i et mere roligt tempo.
Ved ankomsten til Battambang møder vi en by, der hurtigt charmerer sine besøgende.
Her finder vi brede boulevarder med skyggefulde træer, elegante kolonitidsbygninger og et livligt lokalmiljø, hvor markederne bugner af frugt, grønt og krydderier, mens duften fra gadekøkkenerne spreder sig i gaderne.
Midt gennem byen løber den rolige Sangker-flod, hvor livet glider af sted i et helt andet tempo end i Siem Reap. Byen er også kendt for sin spirende kunstscene med små gallerier, kreative værksteder og farverig street art, der pryder væggene i de gamle kvarterer. Alt dette giver Battambang en særlig blanding af autentisk provinsstemning og moderne energi.
Om eftermiddagen tager vi til Phnom Sampov, et bjerg med en dramatisk historie.
Foruden templer rummer bjerget de berygtede Killing Caves, hvor tusinder af mennesker mistede livet under Khmer Rouge-regimet i 1970’erne.
I dag fungerer stedet som et mindesmærke, der vidner om en af de mørkeste perioder i Cambodias historie.
Ved solnedgang er tiden inde til at opleve et af naturens mest spektakulære skuespil, når tusindvis af flagermus strømmer ud i en uendelig, sort bølge fra de såkaldte Bat Caves. De tegner dramatiske mønstre på himlen, mens de drager af sted på nattens jagt – et forunderligt syn.
Herefter vender vi tilbage til Battambang, hvor aftenen er på egen hånd.
Middagen kan nydes på en af byens restauranter, der byder på alt fra traditionelle khmerretter til små, internationale køkkener – en oplagt mulighed for selv at gå på opdagelse i byens stemningsfulde gader.
- Morgenmad
- Frokost
Her skal i bo
Dagens mål er Phnom Sampov – et bjerg med en dramatisk historie. Foruden templer rummer området de berygtede Killing Caves, hvor mange mennesker mistede livet under Khmer Rouge-regimet.
Dag 6
Fra Battambang til Phnom Penh – markedsliv og pottemagerkunst
I dag forlader vi Battambang og kører mod den cambodianske hovedstad, Phnom Penh.
Inden vi tager af sted, går vi en kort tur gennem Battambangs marked, hvor vi oplever de livlige morgenrutiner blandt de lokale handlende. Her sælges alt fra frisk frugt og grøntsager til kød, streetfood og hverdagens fornødenheder.
På vejen mod Phnom Penh gør vi stop i Andong Russei-landsbyen i Kampong Chhnang-provinsen, der er berømt for sit traditionelle pottemagerhåndværk. Her har håndværkere i generationer videregivet kunsten at forme ler til krukker og kar. Vi ser, hvordan arbejdet udføres – fra formgivning og udskæring til brænding – og hvis tiden tillader det, er der mulighed for selv at prøve kræfter med at lave et lille stykke keramik og dermed få en unik souvenir med hjem.
Leret stammer fra ”Det gyldne bjerg”, der ligger i nærheden, og er af høj kvalitet. Traditionelt formes leret i hånden, men da det er både fysisk krævende og tager lang tid, har den yngre generation taget drejeskiven til sig. Det øger produktionen og tiltrækker et større publikum.
Frokost spiser vi undervejs på en lokal restaurant, hvorefter vi fortsætter mod Phnom Penh, hvor vi ankommer sidst på eftermiddagen eller først på aftenen. Og når vi når frem, spiser vi middag sammen.
- Morgenmad
- Frokost
- Middag
Her skal i bo
I dag skal vi se nærmere på lokalt pottemageri og madmarkeder.
Dag 7
Phnom Penh, Killing Fields, Tuol Sleng Genocide Museum, kongepaladset og Sølvpagoden
I dag skal vi stifte bekendtskab med et mørkt kapitel i Cambodias nyere historie.
Vi besøger først The Killing Fields, som mange i vesten husker for filmen af samme navn fra 1984, og det berygtede S-21, den tidligere skole, der nu udgør Tuol Sleng Genocide Museum – et rædselsvækkende monument for Khmer Rouge’s (De Røde Khmerers) omfattende folkemord under Pol Pot-regimet, som styrede landet fra 1975 til 1979.
Det frygtede fængsel og torturcenter blev tusinder af fangers sidste station før døden i The Killing Fields i Choeung Ek. Mange tusinde mennesker blev afhørt her i S-21 på vej mod The Killing Fields, og meget få overlevede efter forfærdelige pinsler. Cambodia mistede op mod 1,5 millioner mennesker under Pol Pot-regimet, herunder etniske minoriteter, religiøse grupper og størstedelen af landets intellektuelle elite.
I al sin grusomhed gør besøget det muligt at forstå Cambodia lidt bedre, selvom det for udenforstående er ufatteligt, at nogen kunne deltage i sådanne forbrydelser og i et så systematiseret og ubegribeligt stort omfang.
Besøget ved S-21 og The Killing Fields er en rystende oplevelse, der dog giver god indsigt i landets nyere historie.
Efter frokost venter et mere muntert program, når vi besøger det storslåede kongepalads, en af Phnom Penhs mest imponerende bygningsværker.
Paladset, der glimter i guld, blev opført i 1866 af kong Norodom på det sted, som kongens ministre og astrologer udvalgte med stor omhu. Ifølge traditionen skulle kongen som jordisk repræsentant for guderne bo og regere netop her – under himlens indflydelse.
Vi udforsker de prægtige bygninger, blandt andet Tronsalen med sit 59 meter høje tårn, den kongelige skatkammerbygning og den franske Napoleon III-villa.
Højdepunktet er dog Sølvpagoden, også kendt som Smaragd-Buddhas Pagode, hvor gulvet er belagt med mere end 500 massive sølvfliser.
Her findes enestående skatte, blandt andet en 1600-tals Buddha udskåret i jade samt en massivt forgyldt Buddha i naturlig størrelse, dekoreret med 9.584 diamanter.
Vi er retur på hotellet sidst på eftermiddagen. Middagen er på egen hånd.
- Morgenmad
- Frokost
Her skal i bo
Vi dykker i dag ned i et mørkere kapitel af Cambodias historie, når vi ser nærmere på The Killing Fields. Dagen går dog også til et lidt lysere sted ved det gyldne palads i Phnom Penh.
Dag 8
Phnom Penh, i rickshaw til Wat Phnom. I båd videre til Chau Doc i Vietnam
Vi begynder dagen med en hyggelig udflugt med rickshaw.
På udflugten besøger vi Wat Phnom, et af byens fine templer, som lokalbefolkningen opsøger for at bede om held og lykke før en eksamen eller et vigtigt forretningsanliggende. Turen med rickshaw tager ca. 1,5 time.
Herefter kører vi til havnen i Phnom Penh, hvor vi skal sejle i speedbåd til Chau Doc i Vietnam. Vi klarer paskontrol og indrejse i Vietnam, når vi ankommer til Chau Doc.
Chau Doc er en farverig og stemningsfuld grænseby i Vietnams Mekongdelta, kendt for sine frodige skove, travle flodbredder og smukke templer.
Byen er en unik blanding af kulturer og natur med mystiske vådområder, traditionelle Cham-samfund og templer i massevis.
På Sam Mountain ligger der ikke færre end 200 templer og pagoder, og i den frodige Tra Su Cajuput-skov findes en enestående flora og fauna.
På Hau-floden ligger byens flydende landsby, hvor huse på tømmerflåder fungerer som små fiskefarme. Chau Doc er også hjem for nogle af Vietnams største Cham-samfund. Her er, kort sagt, masser at se på og opleve.
Vi spiser en fælles middag i Chau Doc.
- Morgenmad
- Frokost
- Middag
Her skal i bo
I dag er vi for alvor på farten – først med rickshaw forbi templet Wat Phnom, og dernæst med båd til Chau Doc. Her smager vi på det vietnamesiske køkken.
Dag 9
Chau Doc, flydende fiskefarm og smuk sejltur i Tra Su Cajuput-skoven. Videre til Can Tho
Dagens første besøg er på en flydende fiskefarm i Chau Docs flydende landsby.
Landsbyen på Hau-floden har eksisteret siden 1960’erne og består af træhuse malet i klare farver, bygget på flydende tømmerflåder, som samtidig fungerer som fiskefarme. Her opdrættes bl.a. malle- og basa-fisk i dybe trækasser under husene, og vi ser både fodringen og lærer om fiskeriet. Det er også muligt at købe frisk fisk direkte fra flåderne.
Vi nyder den friske luft og de smukke flodlandskaber, samtidig med at vi oplever det lokale hverdagsliv, der leves i harmoni med naturen. Samtidig får vi også en idé om det travle handelssamfund, den flydende landsby også er.
Efter vores besøg i den flydende landsby fortsætter vi på vandet, når vi sejler en tur i den frodige Tra Su Cajuput-skov. Skoven er et grønt, fredfyldt vildnis af vandveje, cajuputtræer og rigt fugleliv. Først sejler vi med motorbåd ad de bredere kanaler og glider derefter stille videre i en lille sampan mellem tætte træer og flydende vegetation. Undervejs oplever vi områdets imponerende biodiversitet; her er mere end 70 fuglearter og et væld af planter, der trives i det oversvømmede landskab.
En særlig måde at opleve Tra Su Cajuput-skoven på er via den lange bambusbro, der snor sig gennem skoven og giver mulighed for at gå i roligt tempo og betragte naturen på nært hold. Fra observationstårnet er der et fantastisk vue over det grønne tæppe, som breder sig i alle retninger.
Efter vores besøg i den nærmest magiske skov, kører vi til Can Tho, Mekongdeltaets uofficielle hovedstad og en livlig flodby ved Hau-flodens bred. Storbyen gemmer dog også på en roligere side med tågedisede morgenstunder, langsomme sejlture i små kanaler, hængekøjer i skyggen og lune aftener fyldt med naturens lyde.
Middagen er på egen hånd og en god mulighed for at gå på opdagelse i den spændende by.
- Morgenmad
- Frokost
Her skal i bo
Dag 10
Can Tho, flydende marked, sejltur til frugthave og smagsprøver på lokale specialiteter. Videre til Ho Chi Minh City
Dagen begynder tidligt med en bådtur til Cai Rang, Mekongdeltaets mest kendte flydende marked.
Floden vågner allerede ved solopgang, og de store handelsbåde fyldes med vandmeloner, ananas og ris, mens mindre både glider imellem dem og sælger kaffe, nudler og frugt til både lokale og besøgende. Atmosfæren er rolig, men livlig – markedet er ikke længere så travlt som før, men netop derfor får man et klart indtryk af de store engroshandler, der stadig foregår på vandet. Efter cirka halvanden times sejlads vender vi tilbage til hotellet for at spise morgenmad. Foretrækker I at sove længe, kan I springe markedet over og nyde en stille morgen på egen hånd.
Efter morgenmaden checker vi ud og fortsætter med bus til en mole, hvor endnu en båd venter. Herfra går turen ind i Mekongdeltaets små kanaler, hvor frodige frugtplantager og lokale værksteder ligger i vandkanten. Vi besøger nogle af de små, familiedrevne produktioner, hvor vi ser, hvordan rispandekager, kokosbolcher og andre traditionelle snacks bliver lavet i hånden. Der serveres honning te og frisk frugt og spilles lokal folkemusik – et charmerende indblik i områdets hverdagsliv.
Vi spiser frokost på en lokal restaurant, hvor vi kan smage nogle af Mekongdeltaets karakteristiske retter.
Efter frokost kører vi til Ho Chi Minh City, hvor vi skal tilbringe de resterende dage af rejsen.
- Morgenmad
- Frokost
Her skal i bo
Vi begynder dagen tidligt med en sejltur til et af Mekongdeltaets flydende markeder. Hen på eftermiddagen rejser vi videre til storbyen Ho Chi Minh City.
Dag 11
Besøg i Cu Chi-tunnellerne. Krigsmuseum og Historiske bygninger i Ho Chi Minh City
Med Vietnamkrigen i tankerne kører vi cirka 50 km uden for byen, hvor vi skal opleve de berømte Cu Chi-tunneller.
Under krigen udgravede vietnameserne ikke færre end 250 km tunnelgange, og det var her, Ho Chi Minh-stien, forsyningsnetværket fra Nordvietnam, endte.
Under jorden herskede kommunisterne, og oven på jorden, særligt i dagtimerne, havde sydvietnamesiske og amerikanske tropper magten. Nær en af de hemmelige nedgange står en rusten amerikansk tank og hænger med næbbet, og hvis vi er heldige, demonstrerer en af de lokale vagter, hvor snævre disse nedgange er – og hvor svære de er at finde.
Det er både imponerende og fascinerende at høre om de faciliteter, der fandtes under jorden; lagerrum, kommandocentral, lazaret, køkken og soveværelser mv.
Netværket er enormt, og lider man ikke af klaustrofobi, er det muligt at komme med ned under jorden.
På vej tilbage til Ho Chi Minh City spiser vi frokost, og herefter besøger vi Krigsmuseet. Museet er spækket med sort/hvide billeder, som ikke er for sarte sjæle. Mange af os kan måske genkende dem fra avisforsiderne i 1960’erne og 70’erne.
Efter museumsbesøget stopper vi ved flere historiske bygninger, som er vidnesbyrd om byens franske historie.
Blandt andet den smukke domkirke og det elegante postkontor i byens centrum.
Vi ser også bygningen, der fungerede som præsidentpalads i tiden, hvor Saigon var hovedstad i Sydvietnam, og vi sniger os forbi den amerikanske ambassade, hvor flere tusinder amerikanere og sydvietnamesere i 1975 blev evakueret med helikopter fra ambassadens tag, da krigen mod Nordvietnam var tabt. I dag fungerer den legendariske bygning som handelskammer.
Middag er på egen hånd.
- Morgenmad
- Frokost
Her skal i bo
Vietnam er heldigvis kommet godt videre fra sine krige, blandt andet med amerikanerne. En måde Viet Cong kæmpede krigen på var via små, hemmelige tunneller, som vi også ser nærmere på.
Dag 12
Ho Chi Minh City fra bagsædet af en Vespa. Eftermiddagen fri
Denne formiddag skal vi se Ho Chi Minh City fra en vinkel, der er lidt ud over det sædvanlige.
Vi sætter os godt til rette på bagsædet af en Vespa og lader os føre gennem byens kaotiske trafik.
At opleve Saigon bag på en vintage Vespa er en af de mest stemningsfulde og levende måder at lære byen at kende på. Turen fører os gennem små gyder, travle sidegader og brede boulevarder, hvor du mærker byens puls helt tæt på.
Vores erfarne chauffører manøvrerer os sikkert gennem trafikken og sørger for, at vi oplever den kontrastfyldte storby, hvor moderne bygninger står side om side med traditionelle markeder, gamle templer og skjulte lokalsamfund.
Vi stopper undervejs ved nogle af byens mest karakteristiske seværdigheder. Et af de mest særprægede er et lokalt fuglecafé-miljø, hvor beboere mødes om deres sangfugle og en kop kaffe – et unikt indblik i hverdagskulturen. Turen fører os videre gennem et farverigt marked, hvor vi kan smage frisk vietnamesisk street food og opleve den intense stemning. I Chinatown, Cho Lon, bliver Ho Chi Minh Citys historie endnu tydeligere med de gamle handelsgader, de traditionelle medicinbutikker og den imponerende arkitektur.
Vi besøger også en smuk buddhistisk pagode og et fredfyldt mindested, som er et åndehul midt i storbyen – og samtidig et glimt af Vietnams spirituelle traditioner. Vores tur afrundes med et kig på nogle af byens mest ikoniske vartegn, herunder Reunification Palace og det historiske centrale postkontor, hvor vores guider deler personlige historier og baggrundsviden, man sjældent finder i rejsebøgerne.
Undervejs på turen spiser vi en let frokost, og eftermiddagen er fri til at udforske Ho Chi Minh City på egen hånd, inden vi mødes om aftenen for at spise afskedsmiddag.
- Morgenmad
- Frokost
- Middag
Her skal i bo
I dag skal vi opleve Saigon bag på en vintage Vespa. Det er en af de mest stemningsfulde måder at lære byen at kende på, og vi kører både gennem små gyder, travle sidegader og ud på byens brede boulevarder.
Dag 13
Ho Chi Minh City, det lokale marked. Hjemrejse
Vi kan nyde vores sidste morgen i Vietnam, inden vi tjekker ud fra vores hotel ved middagstid. Herfra kører vi til det lokale marked, hvor der er mulighed for at spise frokost (for egen regning), og kigge på al virakken og de mange ting, der sælges i boderne.
Om eftermiddagen kører vi til lufthavnen for at flyve hjem til Danmark.
Bemærk venligst, at hvis du har tilkøbt strandforlængelse i Phan Thiet, forlader du Ho Chi Minh City om morgenen, og når derfor ikke at have tid i byen denne dag.
- Morgenmad
Der er tid til et sidste besøg på markederne, før vi flyver hjem til Danmark.
Dag 13-17
Forlængelse i Phan Thiet
Hvorfor ikke forlænge rejsen med 4 nætter på egen hånd?
Vietnam har dejlige strande, og det tropiske klima indbyder til afslapning og forkælelse i vandkanten. Phan Thiet er et af de hyggeligste strandområder i Vietnam, og det ligger kun knap 4 timers kørsel fra Ho Chi Minh City. Med sine dejlige strande, svajende palmer og lette brise er stedet helt ideelt, når rundrejsens mange indtryk skal fordøjes henslængt i en liggestol med havudsigt. Befolkningen i Phan Thiet lever hovedsageligt af fiskeri, så menukortene bugner af fisk og skaldyr i alle afskygninger – endda til meget rimelige priser.
Bemærk: Når du tilkøber forlængelsen, er det inklusiv transport tur/retur til og fra Phan Thiet. Der er afgang kl. 09:00 fra hotellet i Ho Chi Minh City til hotellet i Phan Thiet. På hjemrejsedagen er der afgang ved middagstid fra Phan Thiet til lufthavnen i Ho Chi Minh City.
- Morgenmad
Her skal i bo
Hvis I forlænger rejsen, kan I nyde fire dages strandliv i Phan Thiet, der er et af de hyggeligste strandområder i Vietnam.
Ring eller skriv til os
Tag en snak med vores eksperter om jeres drømmerejse.
Telefonerne er åbne mandag til fredag 10.00-15.00.