Kontrasternes Grønland - fra syd til nord Dagsprogram
Rundrejse med dansk rejseleder 9 dage fra 34.995 kr.
Dag 1
Afrejse fra Danmark til Qaqortoq, mellemlanding i Nuuk, spadseretur i byen ved aftentid
Vi flyver imod Grønlands hovedstad, Nuuk, som ligger omgivet af fjelde, farverige huse, og moderne højhuse.
Hvis det er klart vejr, kan vi ved indflyvningen til byen få vores første fornemmelse af byens smukke beliggenhed ved fjorden. Vi har en kort mellemlanding, inden vi flyver videre med et indenrigsfly sydpå til Qaqortoq – en flyvetur på omkring halvanden time. I klart vejr kan vi på flyveturen kigge ned og beundre det smukke syn under os.
Vel ankommet til Qaqortoq kører vi fra byens lufthavn til Hotel Qaqortoq, hvor vi skal bo.
Det er et moderne hotel, som ligger centralt i byen højt oppe på en bakke med fantastisk udsigt til fjorden, den gamle bydel med farverige træhuse og havnen.
Qaqortoq er den største by i Sydgrønland med sine knap 3.000 indbyggere. Den ligger og putter sig ved vandet omgivet af bølgende bløde bjerge og ligner en grønlandsk by, som vi kender dem bedst med sine farvestrålende huse i utallige variationer.
I byen kan vi opleve både grønlandsk kultur og UNESCO-vikingehistorie, idet både Qaqortoq og området i dag blandt andet er kendt for sin vikingehistorie. Nogle kender måske beretningen om Erik den Rødes færd til Grønland, som han navngav således for at lokke sine landsmænd til at slå sig ned der, og hans oprindelige rejse i år 984 markerer den officielle begyndelse på vikingetiden i Grønland.
Her boede nordboerne blandt andet i den såkaldte Vesterbygden, som var spredt over hele det område, vi i dag kender som Sydgrønland. Her opbyggede de et blomstrende samfund over de næste 400 år, men i 1400-tallet var det slut – og årsagen til deres forsvinden er der ikke bred enighed om i dag.
Når vi er kommet i stand på vores hotel, kan vi evt. spadsere en tur rundt i byen, hvis der er stemning for det. Vi kommer helt sikkert også forbi havnen.
Vi mærker hurtigt, at her i Qaqortoq er der en hyggelig og afslappet stemning og en autentisk grønlandsk atmosfære.
Qaqortoq er kendt for sine mange kunstværker der er hugget ind i klipperne rundt omkring i byen af bl.a. den lokale kunstner Aka Høegh og andre kunstnere fra hele Norden.
Det er nemmest at komme rundt i byen på gåben – større er byen ikke – og lige som i så mange andre grønlandske byer, så er det ved havnen og torvet, at man finder de fleste attraktioner og det meste byliv. Her mødes grønlænderne og bliver opdateret på ugens begivenheder.
- Middag
Her skal i bo
Vores første nat i Grønland skal vi tilbringe i byen Qaqortoq i Sydgrønland.
Dag 2
Qaqortoq, bådtur til Indlandsisen, resten af eftermiddagen på egen hånd
Vi spiser morgenmad på hotellet og kan i dag se frem til en smuk sejltur igennem de sydgrønlandske fjorde, hvor vi får en unik mulighed for at komme helt tæt på Indlandsisen.
Turen varer knap fem timer, og på vejen krydser vi den brede Ikerssuaq Fjord nord for Narsaq og snor os med båden mellem de mange drivende isfjelde, inden vi finder vej til den gletsjer, der bliver kaldt for Qalerallit (det grønlandske ord for hellefisk).
Her er det muligt at sejle helt tæt på den hundrede meter brede kant på bræen. Det er også ét af de steder, hvor vi rent faktisk kan se, at Indlandsisen har trukket sig mærkbart tilbage de sidste bare 30 år.
Vi sejler stille og roligt omkring bræen i en times tid med rigtigt gode muligheder for at tage billeder og opleve isens og gletsjerens storhed. Undervejs spiser vi en sandwich ombord på båden.
Glem ikke at klæde jer varmt på med solide støvler – og husk naturligvis også kameraet, for det bliver endnu en dag fyldt med betagende naturmotiver.
Når vi på ny er tilbage i Qaqortoq, er resten af dagen på egen hånd. Om aftenen spiser vi middag sammen på hotellet.
- Morgenmad
- Picnicfrokost
- Middag
Her skal i bo
På en sejltur til glejsjeren Qalerallit, kommer vi helt tæt på isbræens hundrede meter brede kant. Her kan vi også kigge ind på Indlandsisen.
Dag 3
Qaqortoq, med båd til Itilleq via isfjorden i Qooroq, vandring til Igaliku
Vi spiser morgenmad og starter derefter dagen med en sejltur igennem Qooroq-isfjorden, hvor man ofte ser tætpakkede isstykker og blålige isformationer.
Målet for sejlturen er Itilleq, hvor vi hopper i land og kan glæde os til en stemningsfuld let til moderat vandretur på cirka fire kilometer ad den såkaldte Kongevejen – der ikke er mere end et gammelt hyrdespor med et pragtfuldt udsyn over fjorden.
Allerede her lader vi skuldrene falde ved synet af de lyserøde sandsten, grønne marker, fjelde og fjordens stille blå vand. Bagagen skal vi ikke bekymre os om – den bliver naturligvis transporteret separat.
Efter vandreturen er vi fremme ved dagens endelige bestemmelsessted, den lille bygd Igaliku, som er en fredfyldt og idyllisk fåreholderbygd omgivet af bløde bakker, frodige enge, stengærder og betagende udsigter her midt i stilheden.
Igaliku betyder “stedet som en gryde” – en passende beskrivelse af den lune dal, hvor tiden går langsommere. Vi indlogerer os på Igaliku Hotel & Lodges (også kaldet Igaliku Country Hotel) i en af deres hyggelige hytter, og kan slappe af resten af eftermiddagen.
Igaliku ligger i den yderste ende af Igaliku-fjorden, som er Sydgrønlands grønne hjerte og den frodigste og mest frugtbare del af landet.
Her folder over tusinde års landbrugshistorie sig ud mellem blå fjorde, grønne enge og marker - og utallige fåreflokke, der græsser fredeligt, og i dag er dette kulturlandskab da også på UNESCOs Verdensarvsliste.
Her mødes nordboernes gårde fra vikingetiden med inuitternes traditioner, og mange af de historiske gårdbrug er i dag genoplivet af grønlændere, så fortid og nutid lever side om side.
Om aftenen spiser vi middag sammen i hotellets restaurant/café med lokale råvarer og hyggelig stemning.
- Morgenmad
- Middag
Her skal i bo
Qassiarsuk er vikingen Erik den Rødes tidligere hjem, og her står han stadig og skuer ud over landskabet. Vi kan bl.a. se resterne af byens kirke, stalde, hovedhuset og andre bygninger inkl. rekonstruktioner af bl.a. et langhus.
Dag 4
Igaliku, båd til UNESCO-verdensarv ved nordboruinen Hvalsey, båd videre til Qaqortoq og tjek-ind på kystfærgen M/S Sarfaq Ittuk
Vi spiser morgenmad og gør os klar til endnu en smuk sejltur som det første på dagen - denne gang tilbage til Qaqortoq.
Undervejs gør vi et spændende arkæologisk stop på omkring 2,5 timer ved kirkeruinen Hvalsey, som er Grønlands bedst bevarede nordboruin – og Sydgrønlands måske mest besøgte vikingeruin. Den står dramatisk i landskabet og giver et stærkt indtryk af områdets vikingefortid for cirka 700 år siden.
Rundt om kirken finder vi rester af bådhuse, lader, storhuse og marker, der alt sammen var den del af det grønlandske vikingesamfund. Det var vikingerne, der som introducerede landbruget her som levevej, og som i dag er en vigtig brik i det kulturelle landskab.
Hvalsey Kirke er bygget i det 14. århundrede efter, at kristendommen nåede Grønland omkring år 1000, hvilket førte til opførelsen af flere kirker i Sydgrønland. Ruinen er stadig bemærkelsesværdigt intakt med de oprindelige 5-6 meter høje stenmure – og vi kan næsten høre de nordiske bosættere bønner, når vi står her.
I Hvalsey Kirkes storhedstid kom folk langvejs fra for at fejre de kristne højtider. Her ankrede de op i den nærtliggende fjord eller kom gående eller ridende til kirken. Vest for kirken finder man også ruinerne af et stort boligkompleks med stalde og en festsal, hvor de troende boede og spiste sammen.
Efter besøget her sejler vi resten af vejen tilbage til Qaqortoq, hvor vi går ombord på kystskibet M/S Sarfaq Ittuk. Skibet skal være vores hjem de næste par dage på en sejlads imod nord op til Nuuk, hvor vi kan se frem til at opleve nye dimensioner af den grønlandske kyst.
M/S Sarfaq Ittuk er ikke et krydstogtskib, men snarere en kystfærge med plads til 270 overnattende passagerer, der sejler turister såvel som lokale op og ned langs kysten. Skibet betyder meget for de lokales muligheder for at rejse op og ned langs kysten, og det er således med til at binde denne del af Vestgrønland sammen.
Undervejs på sejlturen vil kaptajnen på skibet informere os over højttalerne, når der er hvaler i sigte.
Han fortæller os også om, hvad vi passerer langs kysten, når vi står ved rælingen og kigger ind. Vi spiser aftensmad sammen i skibets cafeteria og finder os til rette i vores kahytter.
- Morgenmad
- Middag
Her skal i bo
I dag er vi tilbage i Qaqortoq. Undervejs på turen tilbage til byen, stopper vi ved kirkeruinen Hvalsey, som er Grønlands bedst bevarede nordboruin. I Qaqortoq tjekker vi ind på Kystrutens skib M/S Sarfaq Ittuk.
Dag 5
På havet med M/S Sarfaq Ittuk
Vi vågner op til en dag med smukke udsigter fra skibets panoramavinduer eller fra skibets dæk.
Tidlig morgen ligger skibet til i Arsuk, som er en lillebitte bygd med 69 indbyggere. Arsuk betyder ”det elskede sted på dansk”, og man forstår navnet, for det er et både smukt og idyllisk sted.
Herefter går turen videre langs kysten, og fra skibet kan vi nyde synet af havfuglene over os og den smukke, kringlede kyststrækning med fjorde og mindre øer, holme og skær.
Imens vi sejler, er der ikke usandsynligt, at vi falder i snak med nogle af de lokale, som ofte tager skibet, når de skal besøge familie i nord eller syd. Ellers er der rig mulighed for at læne sig tilbage og læse en god bog i skibets salon eller blot sidde og nyde udsigten.
Langs kysten lægger skibet også for en kort stund til ved de små bygder Paamiut (Frederikshåb) og Qeqertarsuatsiaat (Fiskenæsset).
Vi går ikke fra borde, men kan se lidt til bygdernes lokalliv fra dækket.
Om aftenen mødes vi og spiser middag sammen i skibets cafeteria.
- Morgenmad
- Middag
Her skal i bo
Dag 6
Ankomst til Nuuk, byvandring og besøg på museer
Tidligt på morgenen anløber M/S Sarfaq Ittuk Nuuk.
Vi spiser morgenmad om bord på skibet, inden vi bliver hentet på havnen og kørt til vores hotel, hvor vi tjekker ind. Herefter skal vi ud på en byrundtur i Nuuk.
Nuuk blev grundlagt i 1728 af missionæren Hans Egede og er i dag Grønlands største by og hovedstad med lidt mere end 20.000 indbyggere. Her vil vi opleve et lidt mere travlt liv med butikker, gourmetrestauranter, høje bygninger, kulturhus og museer.
Sammenlignet med de byer og bygder, som vi ellers oplever på rejsen, er her tale om en ”rigtig” by, men alligevel er der hverken langt til dovne sæler, dybe fjorde eller flotte fjeldlandskaber.
Igennem vores dag i Nuuk besøger vi Nationalmuseet og Kunstmuseet. Vi begynder på Grønlands Nationalmuseum med fortællingen om 4.500 års historie. Den kommer både omkring inuitterne, danskerne, amerikanerne - og naturligvis naturen, der har lagt rammer til den kultur, der har blomstret gennem flere tusind år.
Bagefter fortsættes turen i kulturens tegn, når vi besøger kulturhuset Katuaq, hvor vi også spiser frokost. Katuaq er en arkitektonisk perle med stærke referencer til det bølgende nordlys og de grønlandske isfjelde.
Her kan lokale såvel som turister gå i biografen, se teater og gå til koncert, og kulturhuset er således blevet et af de vigtigste samlingspunkter for byens borgere.
Efter frokosten går vi til kunstmuseet, hvor vi ser grønlandsk kunst, både gammelt og nutidigt. Rundvisningen bliver foretaget af en af museets egne kunstformidlere, der forklarer begejstret om især den moderne kunst, der er på fremmarch i Grønland.
Efter turen på kunstmuseet er der mulighed for at spadsere en tur på byens boardwalk, til dem der har lyst til det.
Resten af eftermiddagen er til fri disposition, og om aftenen spiser vi middag sammen i hotellets restaurant.
- Morgenmad
- Frokost
- Middag
Her skal i bo
Vi har en overnatning i Nuuk, og bruger tiden godt for at opleve byen bedst i løbet af dagen her.
Dag 7
Nuuk, flyvning til Ilulissat, byvandring og sejlads på Isfjorden
Efter morgenmaden på hotellet kører vi til lufthavnen og tager en kort flyvetur imod nord på cirka tre kvarter. Vi er på vej til en af Grønlands mest populære destinationer, nemlig Ilulissat.
I klart vejr vil vi under flyveturen have en flot udsigt til de vestgrønlandske fjorde, der snor sig ind i landet. Ilulissat er med sine 4.500 indbyggere Grønlands tredjestørste by og ligger cirka 300 kilometer nord for Polarcirklen.
Byen er nok mest kendt for sin smukke isfjord, der har været på UNESCOs liste over verdensarv siden 2004, og allerede ved indflyvningen til byen ser vi de store isfjelde, der flyder i Diskobugten. De store blokke af is kommer fra gletsjeren Sermeq Kujalleq i Isfjorden, som bevæger sig med hele 40 meter i døgnet – og dermed er verdens hurtigste gletsjer.
Den producerer mere end 48 kubikkilometer isfjeld om året, hvoraf mange strander på den undersøiske morænekant ved isfjordens munding – det er grunden til, at der er så mange isbjerge omkring Ilulissat.
Vi bliver kørt til hotellet, der ligger smukt placeret i Ilulissat med udsigt til Isfjorden og isbjergene. Herefter skal vi ud på en byrundtur sammen med rejselederen, der fortæller om byens historie, om den grønlandske kultur og det moderne liv heroppe 300 kilometer nord for Polarcirklen.
Vi møder fiskerne på havnen og de lokale kunstnere i kunsthåndværkstedet samt spadserer forbi polarforskeren Knud Rasmussens fødehjem og den gamle trækirke, Zionskirken.
Om eftermiddagen skal vi ud på dagens højdepunkt, som er en udflugt til et unikt stykke verdensarv. Vi skal ud at sejle på Ilulissats UNESCO-beskyttede isfjord.
Det er et af de steder i verden, hvor der dannes flest isbjerge, og det får vi et helt særligt indblik i, når vi med båd sejler i slalom imellem de gigantiske isfjelde - naturligvis i behørig afstand til de blåhvide kæmper.
Æren for den store produktion af isfjelde kan som sagt tilskrives gletsjeren Sermeq Kujalleq i bunden af Isfjorden. Når isen brækker af gletsjeren, flyder den ud i fjorden, hvor vi oplever resultatet af det imponerende naturfænomen på klos hold.
Her er isfjeldene flotte i al slags vejr. Solen får isen til at skinne og glimte, og hvis det er overskyet, får isen i stedet et skønt, blåligt skær.
Vi sejler i certificerede turbåde sammen med en erfaren guide, der fortæller om området, mens vi lytter til den knasende is og driver roligt gennem vandet. Om aftenen kan vi se frem til en dejlig middag på Hotel Hvide Falk eller Hotel Icefiord.
- Morgenmad
- Middag
Her skal i bo
I dag vinker vi farvel til Nuuk og i løbet af formiddagen flyver vi omkring tre kvarter fra byen og op imod nord til Ilulissat. Her skal vi blandt andet ud at sejle blandt isbjergene i Isfjorden.
Dag 8
Ilulissat, vandretur til Sermermiut og besøg på Isfjordscentret
I dag skal vi ud på en smuk vandretur på et par timer til Sermermiut-bopladsen uden for Ilulissat.
Området er med på UNESCOs Verdensarvsliste, og resterne af den oldgamle boplads ligger da også meget smukt med de smukke isfjelde på havet som et smukt bagtæppe.
Forskellige inuitkulturer har boet ved Sermermiut gennem mere end 4.000 år, og vi kan stadig se mange levn, der vidner om deres tilstedeværelse. Vores rejseleder fortæller om livet, før europæerne kom hertil, og vi ser rester af tørvehytter og mærker permafrosten med vores egne hænder.
Efter besøget ved bopladsen fortsætter vi til Nakkaavik, også kendt som Kællingekløften. Her nyder vi udsigten med en kop varm te eller kaffe og får den dramatiske fortælling om stedet.
I gamle dage, når en kvinde i bygden var blevet så tilpas gammel, at vedkommende ikke længere gjorde nytte, gik kvinderne op til kløften og kastede sig i døden fra klipperne her.
På samme måde var det blandt de gamle inuitkulturer ikke unormalt, at ældre mennesker blev såkaldte "fjeldgængere", når de ikke længere kunne gøre nytte – de døde simpelthen af kulde.
Efter vandreturen besøger vi det relativt nye Isfjordscentret, et besøgs- og formidlingscenter, som åbnede i sommeren 2021. Det er et imponerende bygningsværk, der er designet af den danske arkitekt Dorte Mandrup, og som spiller en central rolle i den grønlandske turismestrategi.
Her ser vi udstillingen 'Fortællingen om is', som gør os klogere på historien om is, kulturen på og omkring Isfjorden og klimaforandringerne her.
Centeret giver en god introduktion til både glaciologi, naturpleje og kulturhistorie. Resten af dagen er til fri disposition. Om aftenen spiser vi middag sammen på Hotel Hvide Falk eller Hotel Icefiord.
- Morgenmad
- Middag
Her skal i bo
I dag skal vi ud på en smuk vandretur på et par timer til Sermermiut-bopladsen uden for Ilulissat. Området er med på UNESCOs Verdensarvsliste, og resterne af den oldgamle boplads ligger da også meget smukt med de smukke isfjelde på havet som et smukt bagtæppe.
Dag 9
Ilulissat, hjemrejse via Nuuk og ankomst til Danmark
Det er blevet tid til at tage afsked med udsigten til isbjergene og rejse hjem. I løbet af formiddagen tjekker I ud fra jeres hotel og kører til lufthavnen, hvorfra I skal flyve hjem til Danmark efter en skøn rejse til Sydgrønland i nordboernes fodspor. Når flyet letter, fanger I evt. et sidste kig ud over isfjeldene omkring Ilulissat.
- Morgenmad
Ring eller skriv til os
Tag en snak med vores eksperter om jeres drømmerejse.
Telefonerne er åbne mandag til fredag 10.00-16.00.